Blackjacks historie

Da spillet hed 21, før det blev omdøbt til Blackjack, er der en udbredt opfattelse af, at det udviklede sig fra det franske spil Vingt-et-un.

Blackjacks historie i Frankrig?

Vingt-et-un (fransk for 21) var et fransk (muligvis spansk) kortspil, der refereres til i mange historiske dokumenter. Spillet har sandsynligvis udviklet sig fra enklere variationer kendt som Quinze (fransk for 15) eller det italienske spil Sette e Mezzo (syv og et halvt).

Mest bemærkelsesværdigt blev Vingt-et-un refereret til i Miguel de Cervantes' bog (berømt for Don Quixote) Novelas Ejemplares, hvor de to hovedpersoner var gamblers og snydere, der forsøgte at snyde kasinoer i Sevilla. Rinconete og Cortadillo spillede et spil kaldet veintiuna (spansk for 21), hvor hovedmålet var at nå 21. Romanen beskrev også, at esset har en værdi på enten 1 eller 11, hvilket er grunden til, at de fleste historikere anser veintiuna for at være blackjacks åndelige forgænger.

Andre eksperter mener, at det stammer fra det franske kortspil Chemin de Fer (fransk Ferme), som var ret populært i franske kasinoer i det 18. århundrede. Nogle mener, at blackjack stammer fra det gamle Rom, hvor romerne spillede et lignende spil med træklodser. Romerne var berygtede spillere, men på grund af manglende beviser fra den tid kan denne teori ikke bekræftes.

Den ekstraordinære opkomst af Vingt-Et-Un

Siden introduktionen på franske casinoer i 1700-tallet er Vingt-et-un blevet utrolig populært, sandsynligvis fordi det i modsætning til roulette var afhængig af færdigheder snarere end held.

Dette gjorde det muligt for mange dygtige spillere at sidde ved bordene og rent faktisk vinde penge, ofte ved at besejre casinoet. På kort tid blev Vingt-et-un-bordene over hele Frankrig oversvømmet med spillere, der elskede intet mere end at spille en hånd eller to i spillet hver dag.

I begyndelsen havde spillerne muligheden for enten at slå eller stå, hvilket gav dem følelsen af ​​at have kontrol. Efter at have domineret Europa i årevis, fandt det nye spændende casinospil vej til Amerika i 1800-tallet. De første legaliserede spil i Amerika dukkede op i begyndelsen af ​​det 21. århundrede i New Orleans, og derfra fandt XNUMX vej over hele landet.

Vingt-et-un var populært i Amerika, selv før det første legaliserede kasinospil dukkede op i 1820. I begyndelsen af ​​1800-tallet spillede Eleanore Dumont 21 kort og gav dem til alle, der var interesserede i Nevada City. Hun var ret dygtig til spillet, men tiltrak en række spillere og snydere. Da spillet ikke var lovligt, var der ikke mange penge at tjene.

Mere end et århundrede senere begyndte casinoer over hele landet at tilbyde en lukrativ udbetaling for hænder med et spar es og en black jack – dette populære væddemål blev kaldt blackjack og med tiden blev navnet populært og erstattede 21.

Den blomstrende popularitet og korttælling

Blackjack blev et kæmpe hit, siden det blev legaliseret i Nevada i 1931. Med stigende antal kasinospil Med introduktionen af ​​Blackjack besøgte flere mennesker casinoerne. Tab roulette Spillerne ændrede kurs og prøvede lykken med Blackjack. Da det blev lovligt, var der naturligvis behov for et etableret sæt regler og standarder, der ville beskytte både spillere og casinoer. Da det var baseret på færdigheder snarere end held, har spillerne forsøgt at finde forskellige måder at slå casinoet på. De afprøvede adskillige mere eller mindre succesfulde systemer, der førte til korttællingens fødsel i 1960'erne.

Før korttælling tog casinoerne med storm i 60'erne, var der mange blackjack spillere, der blev udelukket fra mange casinoer, fordi de opnåede store gevinster, hver gang de sad ved et bord.

Jess Marcum og de fire ryttere (Cantey, Maisel, McDermott og Baldwin) udslettede adskillige casinoer med deres færdigheder, hvor sidstnævnte skrev en bog i 1957 med titlen "Playing Blackjack to Win". Dette var offentlighedens første indblik i korttællingens verden, som snart ville blive et hit.

I 1962 udgav korttællingens fader, Edward Thorpe, bogen "Beat the Dealer", som stadig betragtes som den hellige gral for korttællere. Thorpe var en matematiker, der udtænkte et såkaldt 'ti-tællingssystem' ved hjælp af tidlige computere for at spore kortene ved bordet og opnå en fordel i forhold til casinoet.

Hans teori viste sig at fungere godt i praksis. Systemet krævede lidt mental gymnastik – spillerne skulle huske to tal (16 og 36), der repræsenterede tierne og de andre kort i bunken. Efterhånden som kortene kom ud, skulle spillerne dividere de resterende 'andre' kort med antallet af tiere, også kendt som 'Thorps ratio' eller spillerens fordel.

På dette tidspunkt hævede spillerne deres indsatser og vandt normalt meget. Dette var dog dengang, hvor blackjack Bordene brugte et enkelt sæt kort. For at gøre det sværere for korttællere bruger casinoer nu om dage 6-8 sæt kort, så Thorps system ville være ret vanskeligt at bruge. Alligevel lagde det grundlaget for moderne korttælling.

Korttælling i brand

Efter Thorps bog udkom, blev casinoerne bange. Der var korttællere ved alle borde, så casinoerne begyndte at foretage ændringer og introducere flere sæt kort ved bordene. Efter et stykke tid indså de dog, at korttællingsdille bragte dem flere og flere kunder, hvilket øgede deres profit.

I 1966 kom en revideret andenudgave af Beat the Dealer med et let justeret system på hylderne, hvilket udløste en ny generation af korttællere. Dette fangede interessen hos privatdetektiv Robert Griffin, som fandt en måde at identificere mistænkte korttællere på og solgte listen i opdateret abonnementsform til alle casinoer. Casinoer og Griffin arbejdede sammen for at holde korttællingen i skak, men resultaterne var blandede.